Skal din kat neutraliseres?


Kastration og sterilisation af kat

Hvad er kastration?

Kastration af kat er en operation, hvor dyrlægen fjerner hankattens testikler. Dermed fjernes kattens evne til at producere sædceller og det hanlige kønshormon testosteron, og man hindrer altså kattens reproduktion eller evne til at formere sig. Fællesbetegnelsen for kastration og sterilisation er neutralisation. En ikke-kastreret hankat kaldes for en intakt hankat.

Hvorfor skal mit kat kastreres?

En stor del af en intakt hankats adfærd kan være særdeles uhensigtsmæssigt, hvis den skal leve som familiekat, f.eks. markerer en intakt hankat sit territorium med urinstrint. En kastreret hankat tilpasser sig nemmere tilværelsen som familiekat, omgås lettere andre katte, har et bedre helbred og lever længere.

Der er en række fordele knyttet til kastration af hankatten:

  • Risikoen for adfærdsproblemer som urinstrint nedsættes. En intakt hankats urin er desuden meget mere ildelugtende end en kastreret hankats urin.
  • Hankattens strejfen efter hunkatte i løbetid ophører, og herved nedsættes risikoen for påkørsler og anden tilskadekomst.
  • Risikoen for slagsmål med andre katte reduceres og dermed nedsættes risikoen for betændte bidsår og bylder.
  • Smitterisikoen med dødelige sygdomme som katte-AIDS og katteleukæmi nedsættes, da disse sygdomme kan overføres ved bid eller seksuel kontakt.
  • Katten kan samtidig øretatoveres, når den alligevel er i narkose.

Bivirkninger ved kastration:

  • Kastrerede katte har lettere ved at blive overvægtige end ikke-kastrerede hankatte, men det problem kan løses med passende fodring og motion. Det er beregnet, at kattens basalstofskifte nedsættes med 20 % og en tilsvarende nedsættelse af foderet er derfor passende, eller man kan fodre med et kalorielet foder.
  • Din kat skal gennemgå en operation under fuld bedøvelse, men for en sund og rask kat er det ikke et problem. Katten bliver bedøvet og smertedækket, så den ikke oplever væsentlig ubehag i forbindelse med en operation.

Hvornår skal min kat kastreres?

Hankatten er kønsmoden i 6-10 måneders alderen afhængig af årstid og race. Det anbefales derfor at få din kat kastreret inden 6 måneders alderen. Der er ikke konstateret nogen bivirkninger ved tidlig kastration af hankatte helt ned til 7 ugers alderen udover at deres rørknogler bliver lidt længere. Det vil sige, at de får lidt længere ben, da manglende tilstedeværelse af kønshormoner påvirker lukningen af knoglernes vækstzoner.

Hvordan foregår operationen?

Katten bedøves inden operationen og smertedækkes under og efter indgrebet. Testiklerne fjernes gennem et eller to små snit i huden. Det er et lille indgreb, og katten er som regel frisk igen allerede dagen efter operationen. Det anbefales at holde katten indendørs det første døgn efter operationen.



Sterilisation af kat 

Hvad er sterilisation?

Sterilisation af kat er en operation, hvor dyrlægen fjerner enten udelukkende æggestokke eller både æggestokke og livmoder hos hunkatten. Dermed fjernes kattens evnen til at producere ægceller og det hunlige kønshormon østrogen, og man hindrer altså katten i at komme i løbetid og i at få killinger.

Fællesbetegnelsen for kastration og sterilisation er neutralisation. En ikke-steriliseret hunkat kaldes en intakt hunkat.

Hvordan foregår min kats løbetid?

Hunkattens løbetid varer 6-8 dage og kan forekomme med 2-3 ugers mellemrum året rundt, men med størst kønslig aktivitet fra januar til oktober. Når hunkatten kommer i løbetid ændrer den adfærd, idet den bliver meget kælen og urolig, jamrer sig, ruller sig og løfter halen til siden.

Hvorfor skal mit kat steriliseres?

En stor del af en intakt hunkats adfærd kan være særdeles uhensigtsmæssigt, hvis den skal leve som familiekat. Hunkatte, der kommer i løbetid mange gange om året, kan være meget frustrerede og forvirrede over hormonernes indvirkning, og det er samtidig en belastning for ejeren. Desuden ses ofte uønskede killinger, som kan være svære at komme af med, og derfor ofte ender med at blive aflivet. En hunkat kan få 3-4 kuld killinger om året.

Der er en række fordele knyttet til sterilisation af hunkatten:

  • Det forhindrer sygdomme i livmoder og æggestokke som f.eks. livmoderbetændelse
  • Katte steriliseret inden 6 måneders alderen har 7 gange mindre risiko for udvikling af knuder i mælkekirtler sammenlignet med intakte hunkatte.
  • Smitterisikoen med dødelige sygdomme som katte-AIDS og katteleukæmi nedsættes, da disse sygdomme overføres ved bid og seksuel kontakt.
  • Katten kan samtidig øretatoveres, når den alligevel er i narkose.
  • Sterilisation er billigere i længden sammenlignet med p-piller.

Bivirkninger ved sterilisation:

  • Steriliserede katte har lettere ved at blive overvægtige end ikke-steriliserede hunkatte, men det problem kan løses med passende fodring og motion. Det er beregnet, at kattens basalstofskifte nedsættes med 20 % og en tilsvarende nedsættelse af foderet er derfor passende, eller man kan fodre med et kalorielet foder.
  • Din kat skal gennemgå en operation under fuld bedøvelse, men for en sund og rask kat er det ikke et problem. Katten bliver bedøvet og smertedækket, så den ikke oplever væsentlig ubehag i forbindelse med en operation.

Er der alternativer til sterilisation?

Man kan også anvende p-piller til hunkatte for at undgå løbetid og drægtighed. P-piller er receptpligtige, og dyrlægen skal derfor se katten, inden de ordineres.

Ulemper ved p-piller sammenlignet med sterilisation:

  • P-piller øger risikoen 3 gange for udvikling af knuder i mælkekirtlerne sammenlignet med intakte hunkatte.
  • P-piller øger risikoen for forandringer i livmoderen i form af cystedannelse og livmoderbetændelse.
  • P-piller øger risikoen for sukkersyge.
  • P-piller er ikke 100 % effektive, dels fordi ejer ikke altid overholder at give p-pillen på en fast ugedag, dels fordi katten kan kaste pillen op igen.
  • Hvis katten får p-piller efter den er blevet drægtig, er der risiko for misdannede og dødfødte killinger.
  • P-piller er i længden en dyrere løsning sammenlignet med sterilisation.

Fordele ved p-piller:

  • Du har mulighed for at afbryde behandlingen, hvis du ønsker din kat skal have killinger på et senere tidspunkt.

Hvornår skal min kat steriliseres?

Hunkatten er kønsmoden i 6-10 måneders alderen afhængig af årstid og race. Det anbefales derfor at få din kat steriliseret inden 6 måneders alderen. Der er ikke konstateret nogen bivirkninger ved tidlig sterilisation af hunkatte helt ned til 7 ugers alderen udover at deres rørknogler bliver lidt længere. Det vil sige, at de får lidt længere ben, da manglende tilstedeværelse af kønshormoner påvirker lukningen af knoglernes vækstzoner.

Hvordan foregår operationen?

Katten bedøves inden operationen og smertedækkes under og efter indgrebet. Æggestokkene og eventuelt livmoderen fjernes ved et snit i bugvæggen. Snittet er normalt 2-5 cm langt og lukkes med 3-8 sting. Katten kommer sig hurtigt efter indgrebet, men bør holdes inden døre og have en krave på, indtil stingene er fjernet.



Dit dyr i trygge hænder

En tryg sundhedsplan til din bedste ven

VetPlan er en sundhedsplan for dit dyr. Det er en abonnementsordning, så du kan abonnere på forebyggende pleje og sundhed. I en VetPlan får dit dyr adgang til ydelser som fx sundhedsundersøgelser, tandtjek, vaccination og store rabatter på foder. 

En løbende kontrol betyder, at eventuelle sygdomme og tandproblemer bliver opdaget i god tid. Det er til stor gavn for dit dyrs sundhed og kan i sidste ende spare dig for mange uforudsete udgifter.

▶▶▶ Kontakt os om en VetPlan®